Du har ikke mulighed for at redigere indholdet i Words indbyggede ordbøger. Derfor kan du ikke i helt bogstavelig forstand fjerne et ord fra den indbyggede ordbog, som Word benytter til et givet sprog, men du kan gøre noget omvendt, som har samme effekt: Du kan føje ord til en udeladelsesordbog (exclusion dictionary).
Al tekst, du skriver i Word, er tilknyttet et sprog. Der er knyttet en ordbog til hvert sprog. Der er ligeledes knyttet en redigerbar udeladelsesordbog til hvert sprog. Ord i udeladelsesordbogen for et sprog bliver af Word behandlet som ord, der skal vises som stavefejl, selv om ordet ifølge den indbyggede ordbog ville blive fortolket som korrekt, dvs. at ord i udeladelsesordbogen ”vinder over” den indbyggede ordbog.
For at bruge et af dine egne eksempler: Hvis du føjer ordet ”menigged” til den danske udeladelsesordbog, vil Word markere ordet med rød bølgestreg i tekst indstillet til dansk sprog.
For detaljer om hvordan du opretter/finder/redigerer udeladelsesordbøger, se den engelske artikel ”How to “remove” a word from Word's main spelling dictionary”, http://word.mvps.org/faqs/general/excludewordfromdic.htm
Som forklaret i artiklen er fremgangsmåden forskellig i forskellige versioner af Word. For Word 2010 og Word 2013 passer beskrivelsen for Word 2007.
Den danske udeladelsesordbog for Word 2007 og senere hedder:
ExcludeDictionaryDA0406.lex
hvor ”DA” angiver dansk.
Hvis du har brug for hjælp til visning af skjulte filer og mapper, se ”Sådan gør du skjulte filer synlige og får vist de fulde navne på filer”,
http://www.thedoctools.com/wordtips/vis-skjulte-filer-og-mapper/