Det kan godt lade sig gøre at lave noget, der virker korrekt som skæremærker i Word.
Se denne artikel på engelsk: http://wordfaqs.ssbarnhill.com/CropMarks.htm. Det er ikke så omstændeligt, som det ved første øjekast kan se ud til. Princippet er at oprette grafikelementer i Word, der kan fungere som skæremærker og gemme en Autotekst i Word med disse grafikelementer. Derefter er det let og hurtigt at indsætte Autoteksten med skæremærkerne i Word.
Til info:
I Word er der (som også forklaret i artiklen, jeg har linket til) en indstilling, som hedder Vis skæremærker (Show crop marks i engelsk version), men de skæremærker bliver placeret ved margenhjørnerne, og de udskrives ikke, så de er ikke ”rigtige” skæremærker. Indstillingen findes her: Filer > Indstillinger > Avanceret > Vis skæremærker (findes under Vis dokumentindhold). Hvis du har engelsk version: File > Options > Advanced > Show crop marks.
Hvis du gerne vil lave en PDF, som ikke viser skæremærkerne, og hvis du bruger metoden beskrevet i artiklen, jeg har linket til, kan du f.eks. – før du laver en PDF – lave en kopi af dokumentet, hvori du fjerner de indsatte skæremærker. Det vil også kunne lade sig gøre at programmere en løsning (vha. makroer i Word), som midlertidigt fjerner skæremærkerne, opretter en PDF og indsætter skæremærkerne igen. Hvis det er noget, der er brug for mange gange, kunne det måske være relevant.