Daniel og det blå monster

Idag er det 1 år siden jeg startede i Microsoft og sikke meget der er sket det forgangene år. Min første dage på software fabrikken var hektiske; blev rundtosset af 3 bogstavs-akronymer, afdelinger, 500 mennesker, adgangskort, intro møder og generelt det store “Velkommen til det blå monster”! Hvordan i alverden er jeg endt her tænker jeg engang imellem, men det ender altid med at jeg smiler lidt for mig selv, fordi jeg synes jo, at mit job er det fedeste i hele verden!

Det er dejligt, at se at ting man har været med til at stable på benene fungere, og ens ideér bliver brugt og ført ud i livet. Og som jeg sagde til mit første MDIP meetup møde i Odense, “der skal sparkes lidt til folk engang imellem, ellers sker der ingenting”. Faktisk var det en kommentar der ikke blev taget specielt godt imod dengang, men nu er det vidst gået op for samtlige community “evangelister”, at der er noget sandhed i det. Community arbejde er opad bakke, og der findes ingen 9-17 kur. Jeg ved det fordi jeg har været en del af det i mange år!

Jeg har det sidste år både smagt en del på janteloven, haft et par hæftige “clashes” med personer, og oplevet hvordan folk kan reagere ved at man kommer fra Microsoft. Heldigvis har alle de dårlige ting været med til at hærde mig på en speciel måde, fået mig til at føle, at det kun er en selv man skal regne med. Jeg har desværre nok været for god af mig selv på det punkt – but no more :p)

Til DPE’s (vores lille evangelist afdeling) sidste 2 dages event skulle jeg, ligesom alle andre, tegne en tegning på tavlen. En tegning der skulle give udtryk for mit liv i Microsoft. En del af min tegning viser, at jeg har en form for konflikt med min såkaldte Microsoft identitet.

Det skal ikke være en hemmelighed, at det med at have en Mictosoft identitet, har været den absolut sværeste ting ved at arbejde i en virksomhed der er hadet og elsket af så mange forskellige mennesker.

Jeg er selv vokset op i et miljø som tidligere har været betændt af det samme slags had, men på ingen måde så religiøst og latterligt som det man til tider kan være vidne til i “MS vs. The rest”. Nu er der ingen heldigvis intet af den slags tilbage hvor jeg kommer privat, og vi har aldrig haft det sjovere. Et opslidende had jeg er opsat på at ændre og lave om til et fællesskab og sammenhold – og det er uden at have en bagtanke! Jeg spiller altid med åbne kort, og sådan vil det altid være.

Jeg kunne vælge at ligge mig på hjul af det blå monster og følge strømmen, gøre som man gør i en “corporation” og blive en del af den store blå familie. Men nej, det kan jeg simpelthen ikke rumme, ihvertfald ikke hele vejen! Der er for lidt kant ved at være 100% “corporate”, for lidt spænding og for meget slips. For mig er det er uhyre vigtigt at have sin egen mening om tingene og turde at trodse de mange regler og normer der end måtte findes. Nu er jeg heller ikke “mr. 9 to 5” så derfor skal der være mere i det end bare arbejde!

Jeg er Microsoft ansat, jeg har det blå monster siddende på højre skulder, har en titel der nærmest er blasfemi… men alligevel er jeg stadig mig selv! Det behøver du ikke at kunne forstå, men du bliver på et tidspunkt nødt til at acceptere det!

Der er sket så meget fedt det sidste års tid, jeg har været ude at rejse, mødt mennesker jeg aldrig havde regnet med jeg skulle møde og været til at starte sjove og udfordrende ting.

Tak til Dorthe og Bo, I har været fantastiske og hjulpet mig igang og sørget for at jeg holdt hovedet højt, selv  i modgang. Tak til René for at holde ryge pauser med mig, lære mig om forretningen og networking. Tak til Henrik for den fantastiske bord opstilling (som jeg faktisk godt kan lide) og det altid gode humør. Tak til Martin Esmann for de ligeså rebelske handlinger som mine egne, det er fedt at der er nogen der gør det!

Tak til alle jer andre som har hjulpet mig, i ved hvem i er!